lørdag den 7. februar 2009

Vom Fass - En af mine favoritbutikker!

Hver dag når jeg skal fra mit arbejde tager jeg toget fra Århus og hjem til Aalborg. Det sker jævnligt at jeg kommer for tidligt ned på togstationen og jeg har derfor tit tid til at gå lidt rundt og kigge i Bruuns Galeri. På disse gåture opdagede jeg ret hurtigt en butik som jeg personligt synes er helt fantastisk - Vom Fass.
Vom Fass er en tysk kæde med butikker i Vejle og i Århus. Butikkerne har et rigt udvalg af olier, eddiker og spiritus. Hvad der adskiller indkøb i denne butik fra indkøb så mange andre steder er imidlertid ikke udvalget, selv om dette bestemt er flot. Det som adskiller Vom Fass fra så mange andre butikker er måden hvorpå salget foregår. I butikken er alle væsker tappet på tønder hvorfra netop den mængde man måtte ønske af en given vare kan tappes over i en flaske. Denne flaske kan enten købes i butikken (For en overkommelig sum) eller medbringes til genfyldning.

Udover muligheden for selv at vælge mængden af en vare udmærker Von Fass sig også ved at give prøvesmagninger índen et eventuelt valg træffes. Som eksempel kan jeg nævne min sidste tur i butikken hvor jeg egentlig bl.a. kom for at få en Calvados (34 år). Efter at have smagt denne foreslog ekspedienten mig også at prøve en X.O cognac samt en XO armagnac. Overraskende for mig selv endte jeg faktisk med at købe 200 mL cognac i stedet for calvados. Derudover havde jeg også bestemt mig for at jeg skulle have en Grappa med hjem, og da dette ikke er en type spiritus jeg i forvejen havde erfaring med var jeg derfor meget glad for prøvesmagningerne - jeg fik 3 forskellige og gik hjem med 350 mL af en efter min mening fremragende Grappa Chianti Riserva.
Og ja, som du måske kan gætte var det faktisk meget godt at jeg skulle med toget hjem. Jeg endte med at få rigtig mange små smagsprøver og selvom jeg ikke følte mig påvirket er jeg da ret sikker på at en tur i bil ikke ville have været en specielt god ide! Så mit råd er: Tag ikke bilen til Vom Fass!

fredag den 6. februar 2009

Kvalitetsrom - Ron Zacapa Centenario 23 År


Indtil for nylig begrænsede mit kendskab til god spiritus sig til Whiskey og Cognac. Jeg bestemte mig for, at jeg ville prøve at købe en rigtigt god rom! Dette skyldtes både lysten til at prøve noget nyt, men også i høj graf det at rom relativt til netop cognac og whiskey er relativt billigt. Tidligere havde jeg kun smagt den klassiske hvide Bacardi rom fra de danske supermarkeder og engang imellem også den mørke og moderne Kaptajn Morgan. Begge disse to forskellige rom har en ting til fælles; jeg kunne aldrig finde på at nyde dem ublandet. De skal blandes med cola eller eventuelt bruges til Mojito.

Efter noget research bestemte jeg mig for at købe en 23 årig rom fra Guatamala, som hedder Ron Zacapa Centenario. Men hvorfor lige den? Ron Zacapa er en mørk rom, som er helt i særklasse! Dette ses blot ved at kigge på den perlerække af flotte priser, den er blevet hædret med. I 1998 vandt den som debutant titlen som verdens bedste rom. Dette blev gentaget i 1999, 2000 og 2001. Herefter blev den udelukket fra konkurrencen! Der skulle simpelthen også være plads til andre! Dette viser vist meget godt, at Ron Zacapa er en rigtig god vej at gå, hvis man vil opleve alt det, som en god rom er! Men hvad er det så?
Den første oplevelse man får med Ron Zacapa Centenario er den intense duft, hvori nuancer af blomster samt vanilie og honning kan fornemmes. Allerede her får man høje forventninger. Heldigvis kan smagsoplevelsen til fulde leve op til duften. For mig er det ligesom med duften en smule svært at beskrive præcist, hvad den smager af... Jeg kan bedst beskrive den som let sødlig med smag af modne frugter, sirup, karamel og honning. Endelig har den en laaaaang eftersmag, som gør, at selv et lille glas kan holde meget længe. Alt i alt er dette, mit første bekendskab med kvalitetsrom, yderst positivt! Det er helt sikkert blot den første af en lang række Ron Zacapa rom, som i fremtiden vil blive lukket indenfor i mit hjem!
Jeg kan kun anbefale en ting: prøv den!